Mønstergaard / Under Canvas Bornholm

Biodynamisk landbrug med oldtidskorn, aktiv naturpleje og glamping

På Mønstergård driver vi et regenerativt landbrug med naturpleje og dyrkning af Demeter- og økologisk certificerede oldtidskorn. Vores arbejde tager udgangspunkt i jordens sundhed, biodiversitet og langsigtet frugtbarhed – helt uden brug af pesticider og kunstgødning.

Vi dyrker blandt andet svedjerug, artimisia enkorn og emmer – robuste oldtidssorter med dybe rødder, højt næringsindhold og markant smag. Kornet dyrkes i levende sædskifter, hvor mikroorganismer, svampe og planter arbejder sammen om at opbygge humus, binde kulstof og styrke jordens struktur. Kornet sælges i butikken hos Bornholms Valsemølle i Åkirkeby.

Naturplejen er en integreret del af driften. Vores heste og kvæg græsser i og omkring Ølene og Almindingen, hvor de skaber lysåbne landskaber og forbedrer levevilkårene for sjældne planter, insekter og fugle. Dyrenes samspil med jorden understøtter mikrolivet og bidrager til et sundt, levende økosystem.

For os er landbrug ikke blot produktion – det er forvaltning af natur, smag og landskab i balance.

Det er muligt at opleve naturlandbruget gennem vores glampingkoncept Under Canvas Bornholm. Under opholdet kan man smage på gårdens biodynamiske råvarer – morgenmad med brød bagt på Mønstergårds oldtidskorn, burgere med kød fra naturplejekvæget og kolde øl fra Small Batch Bornholm brygget på byg fra vores marker. Du kan også besøge køerne i Ølene Fuglereservat via en af vores vandreture.

Producent
Havrehøjvej 9, 3751 Østermarie
61114345

Bliv medlem

Arbejder du i den bornholmske fødevaresektor? Hvad end du er fødevareproducent, restauratør, logistikpartner, arrangerer events eller arbejder med uddannelse – så er der plads til dig i foreningen.

Bliv en del af Gourmet Bornholm og vær med til at understøtte og videreudvikle den bornholmske fødevarefortælling og -kultur.

Cookie-indstillinger