Forside / Blog / Valgarrangement i Madkulturhuset satte fokus på fødevarer

Valgarrangement i Madkulturhuset satte fokus på fødevarer

Hvad har lokale fødevarer og folkesundhed med hinanden at gøre?

Det – og meget mere – debatterede vi i Madkulturhuset den 13. marts, hvor Gourmet Bornholm sammen med Socialdemokratiet på Nordbornholm inviterede til valgarrangement.

Aftenen begyndte med indlæg fra hverdagens eksperter:
Steen Thomsen fra Ældre Sagen Bornholm, Gitte Goldschmidt fra Kræftens Bekæmpelse Bornholm og Jens Brandt fra Food Bornholm Bornholm.

Derefter fulgte en engageret paneldebat med folketingskandidaterne Lea Wermelin, Peter Juel Jensen, Helle Munk Ravnborg, Michael Hendriksen og Peter Svarre Fridolf.

Samtalen kom vidt omkring – fra selvforsyning, beredskab og lokal fødevareproduktion til drikkevand, trivsel og vores fælles fødevarekultur. Undervejs kom vi også ind på en af Bornholms største styrker: virkelysten blandt bornholmerne. Den ses tydeligt i øens mange fødevareaktører – fra store producenter til små gårdbutikker og vejboder. Men hvis vi ønsker lokale fødevarer og fødevareoplevelser, kræver det også, at vi støtter det lokale erhverv.

Tak til Mads Randbøll Wolff for samarbejdet og for at moderere debatten. Og tak til alle der deltog i en vigtig og nuanceret debat om fødevarer og folkesundhed på Bornholm.

Og selvfølgelig sluttede vi aftenen af, som man bør på en fødevareø – med smagsprøver på nogle af de mange fantastiske fødevarer, der bliver produceret her på øen.

Cookie-indstillinger